Ferie

Her kan du finde alt du skal vide om ferie.

  1. Hvad er feriepenge/feriegodtgørelse
  2. Hvad er ferietillæg?
  3. Hvad er et ferieår - ferieafholdelsesperioden?
  4. Hvad er feriefridage?

{5147499b-4bf9-477b-9922-fa8fef760d4f}_Colorline_boarder_600x5px.jpg

1. Hvad er feriepenge/feriegodtgørelse

Feriepenge = feriegodtgørelse, er et beløb som alle lønmodtagere optjener, mens de arbejder i en virksomhed.

Alle ansatte optjener 2,08 feriedage pr. måned.

Ansatte på timeløn optjener 12,5% i feriepenge, der tillægges deres normale løn. Det faktiske beløb bliver beregnet løbende og afregnes til Feriekonto eller Feriekasse (hvis man har indgået en overenskomst).

Ansatte, der er ansat med ferie med løn (også kaldet funktionærer), får reelt først beregnet deres feriepenge, den dag de fratræder sin nuværende stilling.

Mens de er ansat, får de deres almindelige løn når de holder ferie, så længe de har optjent feriedagene hos den nuværende arbejdsgiver. Har de optjent feriedage / feriepenge hos en tidligere arbejdsgiver, skal der foretages træk i lønnen for ikke-optjente feriedage.

Der bliver løbende dannet et feriepengegrundlag for funktionærer, og det er dette grundlag, der er baggrund for beregning af ferietillæg.

Feriepenge beskattes ligesom almindelig løn. Det er arbejdsgiveren, der tilbageholder og afregner skatten, så den ansatte får feriepenge som et nettobeløb. Netto feriepenge skal afregnes til Feriekonto eller anden feriekasse 1 eller 2 gange om måneden, afhængig af om den ansatte er månedslønnet eller 14-dagslønnet. Det foregår automatisk, hvis arbejdsgiver bruger lønsystem som fx Zenegy eller andre anerkendte lønsystemer.

Den ansatte kan anmode om feriegodtgørelsen/feriepengene via borger.dk

Arbejdsgiver skal beregne og afregne feriegodtgørelse hver gang, der laves løn for de ansatte, som er ansat med feriegodtgørelse.

Læs vores blogindlæg om feriegodtgørelse og ferietillæg

https://www.azets.dk/blog/lon-hvad-er-ferietillaeg/

Læs mere om feriegodtgørelse og administration af dette her

https://www.borger.dk/arbejde-dagpenge-ferie/Oversigt-ferie/optjening-af-ferie

 

2. Hvad er ferietillæg?

Ferietillæg er en kompensation til ansatte og svarer til 1% af den ferieberettigede løn i ferieoptjeningsåret.

Ferietillæg udbetales, fordi ansatte med ferie med løn ikke får udbetalt løn under ferie, der er helt tilsvarende feriegodtgørelsen på 12,5%.

Ferietillægget er på mindst 1% af den ansattes ferieberettigede løn. Som arbejdsgiver må du godt stille medarbejderne bedre end loven så du må godt give et ferietillæg på mere end 1%.

Ferietillæg kan udbetales på to måder:

  1. To gange årligt, i maj og august (for hhv. 9 og 3 måneder)
  2. I takt med at medarbejderen holder sin ferie

Hvis arbejdsgiver bruger den anden metode, skal der ikke tænkes på ferietillæg ved fratrædelse, hvorimod, der ved brug af den første metode kan medfølge fejl i udbetalingen af ferietillæg - med enten for meget eller for lidt udbetalt.

Når en ansat fratræder, og hvis der er overførte feriedage fra tidligere ferieår, bliver disse udbetalt med den sidste løn.

Værdien af feriedage for indeværende ferieår skal afregnes til FerieKonto eller anden feriekasse.

 

3. Hvad er et ferieår - ferieafholdelsesperioden?

Ferieåret er på 12 måneder, og gælder fra 1. september til 31. august året efter.

Ferieafholdelsesperioden er på 16 måneder, og er gælder for perioden 1. september til 31. december året efter.

Man optjener 2,08 feriedag per måned man er ansat.

En ansat kan holde 25 feriedage i ferieafholdelsesperioden.

Hvis en ansat ikke afholder alle sine 5 ugers ferie inden for ferieafholdelsesperioden, kan den ene uge overføres til det følgende ferieår. Det kræver en skriftlig aftale mellem den ansatte og arbejdsgiveren.

Såfremt alle 5 ferieuger ikke er afholdt, kan der maksimalt overføres 5 feriedage til det nye år. Hvis medarbejderen har resterende dage udover de 5 overførte feriedage, går disse tabt, medmindre der har været tale om feriehindring i ferieafholdelsesperioden. Det kan fx være barsel, hvis man er langtidssygemeldt, er indkaldt til militæret eller man er frihedsberøvet.

Hvis der ikke er indgået en aftale om overførsel af 5. ferieuge mellem arbejdsgiver og arbejdstager, har medarbejderen ret til at få værdien af den 5. ferieuge udbetalt senest ved udbetaling af lønnen for marts måned.

Det er arbejdsgiverens pligt at sørge for at den ansatte holder sin ferie.

Ferieafholdelsen kan typisk være inddelt i to dele. 3 uger er reserveret til hovedferien, som den ansatte har ret til at holde i perioden maj-september. Alle ansatte har krav på tre sammenhængende uger i denne periode. Arbejdsgiver har dog også mulighed for at placere hovedferien i en bestemt periode, fx hvis virksomheden holder ferielukket i bestemte uger, det kræver dog en varsling af ferien på mindst 3 måneder. De 2 resterende uger er restferie, som kan holdes løbende eller sammenhængende, på et andet tidspunkt i ferieafholdelsesperioden. Hvis arbejdsgiver ønsker at placere en ansats restferie på et bestemt tidspunkt, fx på grund af driftsmæssige årsager, skal det varsles med minimum en måneds varsel.

 

4. Hvad er feriefridage?

Ansatte kan have ret til ferie ud over de fem årlige lovpligtige uger om året. Det kan være gennem overenskomst eller individuel aftale med arbejdsgiver. Typisk er der tale om en 6. ferieuge med løn.

Arbejdsgiver eller overenskomsten bestemmer, hvordan og hvornår en ansat får tildelt den 6. ferieuge.

Det kan være løbende tildeling, måned for måned, eller på én gang, fx ved årsskiftet eller når et nyt ferieår begynder i september.

Det er også arbejdsgiver eller overenskomsten, der bestemmer, hvornår feriefridagene skal være afholdt, om de kan overføres til næste ferieår, eller om de kan blive udbetalt i stedet, samt hvad der sker med eventuelle ikke-afholdte feriefridage, når en ansat fratræder.

Det vigtigste er at arbejdsgiver har beskrevet hvordan virksomheden opererer med sine feriefridage, så der ikke opstår misforståelser mellem arbejdsgiver og ansat. Det gøres i medarbejderhåndbogen eller ansættelseskontrakten.