Vidste du, at det i fremtiden kan give bøder på helt op til EUR 20 mio...
...ved en overtrædelse af de persondataretlige regler?
Den nye Persondataforordning træder i kraft d. 25. maj 2018. Forordningen stiller krav til virksomhedernes behandling af persondata og er en skærpelse af de nuværende regler i Persondataloven. Selvom der er lang tid til den 25. maj 2018, er det vigtigt, at man som virksomhed allerede nu forbereder sig på at efterleve forordningens regler og først og fremmest får et overblik over de data, man ligger inde med og hvordan de håndteres.
Formålet med den nye forordning er at øge personers datasikkerhed, ensrette reglerne i EU og sikre et nemmere samarbejde mellem lande og myndigheder. Størstedelen af reglerne i den nugældende Persondatalov vil fortsat være at finde i den nye forordning, men nye og skærpede principper kommer også til.
Nyskabelserne omfatter øgede krav til følgende principper: samtykke, oplysningspligt, dokumentationskrav, retten til at blive glemt, dataportabilitet, rapporteringer, konsekvensanalyser, udpegning af en sikkerhedsansvarlig - en såkaldt ”DPO” (Data Protection Officer) og en skærpelse af sanktionerne.
Med en overtrædelse af Persondataforordningens regler kan virksomheder risikere at ifalde et bødeansvar på op til EUR 20 mio. eller 4 % af virksomhedens globale omsætning. Hvis sidstnævnte beløb er højest, vil dette benyttes som beregningsgrundlag.
Hos Azets HR Legal kan vi hjælpe jer med at skabe overblikket, således at I er klar til at efterleve de nye krav. Vi vil i løbet af 2017 afholde seminarer om emnet, ligesom vi kan tilbyde jer ”to-do-lists”, køreplaner, udkast til aftaler mv.
Hvis du vil vide mere om emnet, er du velkommen til at tilmelde dig vores nyhedsbrev PersondataNyt. Så er du altid er opdateret med seneste nyt, stort som småt, omkring Persondataforordningen fra EU og de regler, som kommer til at gælde i Danmark. Du vil kun modtage nyhedsbrevet, når der er relevant nyt inden for temaet.
Medarbejderaktier og indberetningspligten
Efter de hidtidige regler blev medarbejderen beskattet af medarbejderaktier på tildelingstidspunktet efter ligningslovens §§ 16/28.
Folketinget vedtog i maj 2016 at genindføre de tidligere gunstige skatteregler for tildeling af aktier og købe- og tegningsretter for medarbejdere. Såfremt medarbejder og arbejdsgiver indgår aftale om medarbejderaktieordningen, har arbejdsgiver pligt til at indberette medarbejderens aktieerhvervelse mv. til SKAT. De nye regler i ligningslovens § 7P har virkning for aftaler der er indgået den 1. juli 2016 eller senere, og opfylder betingelserne for, at det kan beskattes efter den nye gunstige ordning.
Der gælder en række betingelser for anvendelsen af medarbejderaktieordningen i medfør af ligningslovens § 7 P. Den vigtigste betingelse er, at værdien af vederlaget ikke overstiger 10 % af medarbejderes årsløn på tildelingstidspunktet, og at det fremgår klart af aftalen, at ligningslovens § 7P finder anvendelse.
Indberetning i eIndkomst
Medarbejderaktieordninger efter ligningslovens §§16/28 skal stadig indberettes i eIndkomst på tildelingstidspunktet.
Indberetning i eKapital
SKAT´s indberetningssystem eKapital er gældende for indkomster og fradrag samt formueaktiver og -passiver, som ikke skal indberettes via eIndkomst. Såvel udbytte af aktier som aktiebeholdning mv. i depot samt erhvervelse og afståelse af aktier skal indberettes til eKapital.
Indberetningen skal foretages senest den 20. januar i året efter det år, hvor tildelingen af vederlaget i form af aktier omfattet af ligningslovens § 7 P er tildelt. Tegnings- og køberetter skal ligeledes indberettes senest 20. januar i året efter tegnings- eller købsåret.
Indberetningspligten er gældende fra 1. juli 2016. Der skal indberettes til SKAT i de tilfælde, hvor der er sket aktiekøb-/salg i årets løb, dvs. såfremt handelsdatoen ligger i indkomståret.
Såfremt indberetningsfristerne ikke overholdes, kan virksomheden ifalde dagbøder.Nye satser for år 2017
SKAT har offentliggjort de nye beløbsgrænser for 2017 for blandt andet personalegoder, skattefri godtgørelser m.m.
Lønmodtagere, der rejser meget, kan til næste år se frem til små stigninger i satserne for skattefrie diæter. Diæten for kost stiger med DKK 10 pr. døgn, og diæten for logi stiger med DKK 4 pr. døgn.
Grænsen for skattefrie julegaver fra arbejdsgiveren ændres ikke og vil derfor også i 2017 være på DKK 800. Bagatelgrænsen for personalegoder er i 2017 uændret, dvs. den forsat er DKK 1.100.
Den særlige bagatelgrænse for arbejdsrelaterede personalegoder, der i overvejende grad er stillet til rådighed af hensyn til arbejdet, stiger med DKK 100 til næste år.
Den skattepligtige værdi af fri telefon forbliver uændret, således at den årlige beskatning fortsat er på DKK 2.700.
Der er ingen ændringer til beskatning af fri bil.
Personalegoder | 2017 | 2016 |
Værdi af fri bil (beregnes af mindst) | DKK 160.000 | DKK 160.000 |
Værdi af fri bil (indtil DKK 300.000) | 25% | 25% |
Værdi af fri bil (over DKK 300.000) | 20% | 20% |
Værdi af fri telefon, internet og PC | DKK 2.700 | DKK 2.700 |
Bagatelgrænse | DKK 5.900 / DKK 1.100 | DKK 5.800 / DKK 1.100 |
Kost og logi | ||
Skattefrie diæter pr. døgn | DKK 487 | DKK 477 |
Skattefri logi pr. døgn | DKK 209 | DKK 205 |
Kørsel | ||
Skattefri kørselsgodtgørelse < 20.000 km | DKK 3,53 pr. km | DKK 3,63 pr. km |
Skattefri kørselsgodtgørelse >20.000 km | DKK 1,93 pr. km | DKK 1,99 pr. km |
SKAT | ||
Am-bidrag | 8% | 8% |
Topskat | 15% | 15% |
Skatteloft (personlig indkomst) | 51,95% | 51,95% |
Jubilæumsgratiale/fratrædelsesgodt | ||
Bundgrænse | DKK 8.000 | DKK 8.000 |
Beskæftigelsesfradrag, maks. | DKK 30.000 | DKK 28.000 |