Jeg har været i Azets siden begyndelsen af 2020, hvor jeg blev tilbudt en praktikplads efter afsluttet Financial Controller-uddannelse. Efter praktikperioden blev jeg ansat som junior konsulent, og i dag sidder jeg som supportkonsulent i vores kundesupport. Jeg troede engang, at jeg skulle arbejde med økonomi, og dette er historien om, hvordan jeg i stedet fik øjnene op for løn – og jeg har ikke fortrudt et sekund siden.
Er du på udkig efter et nyt job inden for løn, så har vi lige nu rigtig mange ledige stillinger – også i supportteamet, som jeg er en del af. Se ledige stillinger.
Løn som valgfag på CPH Business
Det var under min Financial Controller-uddannelse på CPH Business, at jeg tog et valgfag om løn og ved den lejlighed fik en stor karrieremæssig interesse for lønfaget.
Det er bl.a. Azets, som står bag valgfaget, og det er også konsulenter fra Azets som underviser.
Her fik jeg et rigtig godt indtryk af Azets som arbejdsplads, og derfor valgte jeg også at søge en praktikplads efter uddannelsen.
Løn – er det ikke noget med kedelige tastedamer?
Mange tænker, at løn er sådan en tør, tastedame-funktion, og det er virkelig misforstået!
Der er en stor variation i arbejdet – især når du sidder i en virksomhed som Azets, hvor rigtig mange forskellige kunder skal betjenes og hjælpes.
Og du bliver aldrig færdig med at udvikle dig, for lønområdet er fyldt med faglige facetter, man kan specialisere sig inden for. Lovgivningsmæssigt er det også et område, som jævnligt ændrer sig.
For eksempel i 2020, da jeg startede i Azets, var den nye ferielov en kæmpemæssig opgave for hele vores lønafdeling. Rigtig mange arbejdsgange og funktioner i lønsystemet skulle tilpasses og klargøres. I den proces fik jeg til opgave at opsætte feriefri for vores kunder, og i dag er det et af mine specialistområder. Jeg synes, det er fedt at have et fagligt område, hvor jeg er rigtig stærk.
Der er mangel på lønfolk
At være stærk til løn betyder desuden, at du har rigtig gode job- og karrieremuligheder. Det var da helt sikkert også en faktor, dengang jeg valgte retning. Som markedet ser ud i dag, så er der stor mangel på lønspecialister, så man har gode muligheder for at finde en stilling i en virksomhed, man er tiltrukket af.
I Azets kan vi bryste os af at have Danmarks største lønafdeling, som tæller flere end 150 lønspecialister.
Vores vækst betyder dog, at vi altid er på udkig efter flere lønkollegaer.
Azets er et fedt sted for unge mennesker
Da jeg startede i Azets, blev det hurtigt tydeligt, at jeg var landet det helt rigtige sted som nyuddannet.
Azets er vant til unge, nyuddannede mennesker, og der bliver lagt mange ressourcer i grundig oplæring.
Alle kollegaer er enormt søde, og på trods af travlhed bliver der altid fundet tid til at svare på spørgsmål og vejlede de nye unge kollegaer. Der er en rigtig god kultur, hvor ingen er bange for at stille spørgsmål, og man som ny og uerfaren både bliver passet på og udfordret.
Generelt er der en stor aldersspredning i Azets. I vores team i kundesupporten er der både de helt unge og nyuddannede, de som har været en del af gamet i nogle år og så de rigtig garvede, som sidder med mange års erfaring og vigtig viden. På trods af aldersforskelle samarbejder vi rigtig godt og tæt i teamet og forstår at bruge hinandens forskellige styrker og kompetenceområder.
Anerkendelse, udvikling og specialisering
Noget af det, jeg værdsætter mest ved Azets som arbejdsplads, er de store muligheder for udvikling og specialisering. Det, at vi er så store, betyder, at der er et hav af underområder inden for de tre primære forretningsområder løn, økonomi og HR. Nu har jeg f.eks. specialiseret mig inden for feriefri, og jeg vil rigtig gerne udvikle mig til at have flere specialistområder inden for løn.
Og i Azets er det aldrig et spørgsmål om kan/kan ikke, men snarere et spørgsmål om hvornår og hvordan.
Der er en meget stor lydhørhed over for de ønsker, medarbejderne har. Og det er jo samtidig et udtryk for, at man er værdsat og ens arbejde og indsats bliver set og anerkendt.
3 om Azets
Hvis jeg skal samle Azets som arbejdsplads i tre ord, så bliver det:
- Gode kollegaer
- Rige udviklingsmuligheder
- Spændende kunder
Jeg håber, at mit blogindlæg har givet dig et lille blik ind i Azets som arbejdsplads. Er du på udkig efter nye udfordringer, så kan du læse meget mere på hjemmesiden, hvor du også kan se de ledige stillinger.