Flere og flere virksomheder vælger at tilbyde medarbejderaktier som en del af lønpakken. Det er et populært værktøj til at motivere og fastholde medarbejdere, da det giver dem mulighed for at blive medejer af virksomheden og dermed tage del i dens økonomiske succes. Men hvordan fungerer skattereglerne egentlig, når det gælder medarbejderaktier og aktieoptioner? I dette indlæg gennemgår vi de centrale regler for beskatning og indberetning, herunder forskellene mellem Ligningslovens § 16, § 28 og § 7P.
Hvad er medarbejderaktier?
Medarbejderaktier er aktier, som virksomheder kan tildele deres medarbejdere, enten som en del af lønpakken eller ved at tilbyde dem muligheden for at købe aktierne til en lavere værdi end den reelle værdi.
Beskatning af medarbejderaktier og aktieoptioner
Ligningslovens (LL) § 16 og 28
Typisk tildeles medarbejderen en aktieoption, hvor det stilles i udsigt, at medarbejderen vil modtage aktier, hvis forskellige betingelser er opfyldt. Betingelserne vil typisk være, at medarbejderen er ansat på et bestemt tidspunkt, eller at overskuddet når en given størrelse. I denne situation vil det typisk være efter LL § 28, at der tildeles en aktieoption, og når betingelserne er opfyldt, får medarbejderen tildelt en aktie. Beskatningstidspunktet er her tidspunktet for tildelingen – altså når medarbejderen modtager aktien (beskattes som personlig indkomst med op til ca. 52 %). I andre tilfælde, hvor medarbejderen som led i et ansættelsesforhold modtager medarbejderaktier, skal medarbejderen beskattes af den værdi, aktierne har. Beskatningsgrundlaget udgør aktiernes markedsværdi på retserhvervelsestidspunktet med fradrag af eventuel egenbetaling, jf. LL § 16.
Indberetning i eIndkomst
Værdien af aktier og anparter, tegnings- og aktiekøberetter omfattet af LL § 16 i retserhvervelsesåret (indtægtsart 50 i kode 068 feltet) skal indberettes. Værdien af tegnings- og aktiekøberetter omfattet af LL § 28 for henholdsvis udnyttelses- eller afståelsesåret (indtægtsart 51 i kode 068 feltet) skal ligeledes indberettes. Hvis værdien af tegnings- og aktiekøberetter omfattet af LL § 16 på indberetningstidspunktet ikke kan opgøres nøjagtigt, skal man sætte et kryds (x) i felt 40 og indtægtsart 50 i kode 068 feltet.
Udskudt beskatning af medarbejderaktier efter (LL) § 7P
Til forskel fra aktier, som er tildelt efter LL § 16 og LL § 28, vil beskatningen blive udskudt til salgstidspunktet, hvis aktien er tildelt efter LL § 7P. I den forbindelse indgår arbejdsgiver og medarbejder en aftale om, at aktietildelingen er omfattet af LL § 7P, og dette skal udtrykkeligt fremgå af aftalen.
Betingelser for at være omfattet af LL § 7P
- Arbejdsgiverselskabet og den ansatte skal indgå en aftale om, at reglerne i LL § 7P skal finde anvendelse på de tildelte aktier, køberetter eller tegningsretter.
- Værdien af den tildelte ret kan højst udgøre 10 % af den ansattes årsløn. Dog kan værdien udgøre op til 20 % af den ansattes årsløn, hvis adgangen til at erhverve samme type medarbejderaktier er åben for mindst 80 % af selskabets ansatte. Den del af betingelsen, som omhandler de 20 % af den ansattes årsløn, er en justering til den oprindelige betingelse og har virkning for aftaler indgået den 1. januar 2018 eller senere.
- Købe- eller tegningsretterne må ikke overdrages.
- Tildelingen skal ske som led i et ansættelsesforhold.
- Bestyrelsesmedlemmer kan ikke anvende bestemmelsen.
Det er min erfaring, at mange af de større udenlandske virksomheders aktieprogrammer opfylder betingelserne for LL § 7P, men blot mangler at få skrevet ind i aftalen, at det er LL § 7P, der er gældende.
Indberetning i eIndkomst
Der skal foretages en afkrydsning i felt 40 i lønindberetningen i eIndkomst, og indtægtsart 0101 skal angives ved tildeling af tegningsretten.
Særligt om indberetning af aktieprogrammer i eKapital
Reglerne om indberetning af medarbejderaktier mv. blev udvidet i 2019. Det betyder, at indberetningspligten også omfatter tildeling af aktier, der er omfattet af LL § 16. Derudover skal erhvervelse af aktier ved udnyttelse af købe- eller tegningsretter, der er omfattet af LL § 16 eller 28, også indberettes. Indberetningspligten påhviler både det selskab, der yder vederlag i form af aktier, og det selskab, over for hvilket købe- eller tegningsretter omfattet af LL § 7P, 16 eller 28 i henhold til skatteindberetningslovens § 8 gælder.
Sagt med andre ord: både det selskab, som medarbejderen er ansat i, og moderselskabet er underlagt denne indberetningspligt. Ved indberetning om erhvervelse af aktier efter en medarbejderaktieordning omfattet af LL § 7P skal det oplyses, om medarbejderen har erhvervet aktierne, køberetterne til aktierne eller tegningsretterne til en værdi svarende til maksimalt 10 % af årslønnen eller til en værdi svarende til maksimalt 20 % af årslønnen. Jf. de tidligere nævnte betingelser for LL § 7P.
Vejledning om indberetning af medarbejderaktier
Skattestyrelsen har udarbejdet en indberetningsvejledning til selskaber, der tilbyder medarbejderne aktier omfattet af LL § 7P eller 16. Vejledningen gælder også for selskaber, over for hvilke købe- eller tegningsretter, som er omfattet af LL § 7P, 16 eller 28, gøres gældende.
Indberetning i eKapital skal ske senest den 20. januar 2025
Indberetning af erhvervelse af aktier i 2024 i forbindelse med en medarbejderaktieordning skal ske senest den 20. januar 2025.
Har I brug for rådgivning?
I Azets har vi erfarne konsulenter, som kan rådgive jer om alt inden for regnskab, moms og skat. Vi har desuden stor erfaring med indberetning i eKapital og kan derfor yde assistance i forhold til dette.
Læs mere om, hvordan vi kan hjælpe
Medarbejderaktier
Hvad er medarbejderaktier?
Hvordan beskattes medarbejderaktier?
Hvad er LL § 7P, og hvilke betingelser gælder?
Hvordan indberettes medarbejderaktier?