Hvad er en forskudsopgørelse?

Iværksætter | Økonomi | 07.11.2024

af Alex Nielsen

Hvad er en forskudsopgørelse? 

Forskudsopgørelsen er din oversigt over, hvad Skattestyrelsen forventer, at du skal betale i skat i løbet af et år. Du har ansvaret for, at din forskudsopgørelse passer og er rettet til, så denne afspejler din korrekte indkomst og formueforhold, dvs. løn, overskud af virksomhed, renter m.m.

 

Forskudsopgørelsen er et skøn 

Skattestyrelsen åbner op for, at du kan ændre din forskudsopgørelse for 2025 i november 2024. Forskudsopgørelsen er et skøn over, hvad Skattestyrelsen forventer, du har af indkomst og fradrag i året der kommer. De oplysninger Skattestyrelsen kommer med, kan være op til to år gamle og er baseret på de oplysninger, Skattestyrelsen har fra din senest fuldendte årsopgørelse.  

Derfor er det i mange situationer en god idé, at du får tjekket tallene for at undgå en restskat for indkomståret 2025, når den endelige årsopgørelse kommer i 2026. Skattestyrelsen bruger nemlig de oplysninger, som du giver via din forskudsopgørelse, til at beregne din trækprocent og dit månedsfradrag.

 

Gode råd og vigtige spørgsmål til din gennemgang af forskudsopgørelsen 

  • Tjek om din lønindkomstændrer sig markant (nyt job eller en ny stilling). Her er det særligt de personer, der rammer topskattegrænsen på 611.800 kr. (2025) før arbejdsmarkedsbidrag om året, der bliver ramt.
  • Tjek særligt den indkomst, hvoraf der ikke trækkes A-skat, dvs. renter, udlejning af sommerhus, B-indkomst – diverse honorarer, medarbejderaktier osv.
  • Tjek om dine renteudgifter er oplyst korrekt i forhold til det forventede (køb af hus eller omlægning af lån).
  • Tjek ejendomsværdiskatten, hvis der er købt nyt hus.
  • Tjek din investeringsindkomst (aktieindkomst – udbytte og aktieavancer).
  • Større livsændringer af økonomisk betydning (f.eks. skilsmisse).
  • Forventer du at gå på barsel med lavere indkomst/dagpenge til følge?
  • Tjek om fradrag er korrekt forskudsregistreret (f.eks. håndværkerfradrag og rejsefradrag).
  • Har du åbnet eller lukket virksomhed?
  • Har din pensionsordning ændret sig?

Forskudsopgørelsen kan ændres løbende, og det er vigtigt, at du holder den opdateret, så du hverken får betalt for meget eller for lidt i skat.

FAQ - Ofte stillede spørgsmål

Hvad gør en forskudsopgørelse?

Forskudsopgørelsen er en slags budget for din indkomst og skat. Den kommer i november og viser din forventede indkomst og skat for næste år. Årsopgørelsen er et regnskab over din skat for sidste år.

Hvordan beregner SKAT forskudsopgørelsen?

Ret løbende forskudsopgørelsen, så den afspejler din økonomi. Din trækprocent og dit månedsfradrag bliver automatisk beregnet af Skattestyrelsen, når du ændrer din indkomst.

Hvornår skal man ændre sin forskudsopgørelse?

Hvis din løn ændrer sig væsentligt, eller du fx kommer på dagpenge, kontanthjælp, pension eller efterløn, bør du rette din forskudsopgørelse. På den måde undgår du at skulle betale penge tilbage, når året er gået.

Hvad er forskellen på forskudsopgørelse og selvangivelse?

Årsopgørelsen er den udregning Skattestyrelsen laver, på baggrund af din selvangivelse og de oplysninger de modtager fra din bank, arbejdsgiver osv. Forskudsopgørelsen er et forsøg på at gætte hvor meget skat du skal betale.

Har du brug for hjælp?

I Azets kan vi hjælpe og rådgive dig inden for regnskab og skat. Læs mere om hvordan vi kan hjælpe dig. 

post author

Om Alex Nielsen

Alex kommer med lang erfaring fra rådgiverbranchen og Skattestyrelsen, hvor han har rådgivet danske og internationale virksomheder samt deres medarbejdere inden for skat med særligt fokus på international personskat og social sikring. Alex sidder i dag som Lead Personal Taxation and Global Mobility i Azets' rådgiverteam.