Momsfritagelse for EU-varesalg – Skattestyrelsen øger fokus

Økonomi | 09.07.2024

af Camilla Løth

Skattestyrelsen har øget fokus på virksomhedernes oplysninger om EU-handel i forhold til moms. For at sikre korrekt momsfritagelse ved salg til andre EU-lande er det vigtigt, at virksomheder overholder en række betingelser og korrekt indberetter salget til VIES-systemet. Læs mere i dette blogindlæg, for at forstå momsreglerne for EU-varesalg.

Skattestyrelsen har et øget fokus på virksomhedernes oplysninger 

Som udgangspunkt er salg af varer til andre EU-lande fritaget for moms, men det kræver bl.a., at varerne fysisk forlader Danmark, og at sælgeren kan dokumentere dette. Herudover er det en betingelse, at køber er momsregistreret i et andet EU-land, og købers momsnummer fremgår af fakturaen. 

For at opnå mulighed for at sælge momsfrit, skal man som virksomhed altså overholde en række betingelser (som alle skal være opfyldt), herunder verificere købers momsnummer og samtidig korrekt og rettidigt indberette EU-salgene både på momsangivelsen og gennem VIES-systemet (Listeindberetning af EU-salg uden moms). 

Hvis man ikke kan det, skal man som udgangspunkt pålægge fakturaen 25% dansk moms.

Nyt styresignal fra Skattestyrelsen 

Kravet om indberetning til VIES-systemet (listeindberetning af EU-salg uden moms) blev indført med virkning fra 1. januar 2020 for at bekæmpe momssvig. Det betyder, at det blev en entydigt krav, at for at kunne sælge momsfrit til andre EU-lande, skal købers gyldige momsnummer oplyses til sælger, og sælger er forpligtet til at indberette salget.  

Skattestyrelsen har den 24. juni 2024 udsendt et nyt styresignal, der præciserer, hvornår sælger kan anses for at have været i god tro og behørigt begrundet en undladelse af at opfylde betingelserne om at indberette til VIES-systemet (Listeindberetning af EU-salg uden moms) korrekt og rettidigt. Det kan ifølge Skattestyrelsens opfattelse finde sted i følgende to situationer: 

  1. Manglerne i indberetningen skyldes utilsigtede, hændelige fejl. 
  2. Da leverandøren blev opmærksom på fejlen(e), iværksatte leverandøren de nødvendige tiltag for ar rette fejlen(e). 

Som eksempler på, hvornår manglende indberetning til VIES-systemet (Listeindberetning af EU-salg) kan være behørigt begrundet, nævnes: 

  • Leverandøren har ved en fejl indberettet salget i en efterfølgende periode 
  • Beløbet er ved en fejl tastet forkert 
  • Tekniske problemer hos leverandøren 
  • Sygdom hos leverandørens personale 
  • Hændelige fejl i leverandørens underliggende bogføringssystemer. 

Det betyder, at hvis man som sælger ikke korrekt og rettidigt har indberettet til VIES (Listeindberetning af EU-salg uden moms), så kan man ikke gøre brug af momsfritagelsen og sælge varer til andre EU-lande fritaget for moms.

Vigtigt at momsen behandles korrekt  

Det er afgørende at have styr på momsen, især ved handel med andre EU-lande. Forkert eller mangelfuld administration af momsfritagelse kan føre til efterbetaling af moms. Det nye styresignal fra Skattestyrelsen understreger vigtigheden af at have de korrekte processer for dokumentation og verificering af købers momsnumre.

Har du brug for hjælp? 

Virksomheder, der handler med andre EU-lande, bør være særligt opmærksomme på kravene til momsfritagelse og sikre korrekt indberetning. Det er vigtigt at undgå fejl, da manglende overholdelse kan resultere i betydelige økonomiske konsekvenser. Skattestyrelsens nye styresignal tydeliggør de nødvendige procedurer og vigtigheden af at følge dem nøje. Hvis du har brug for hjælp eller gerne vil vide mere, kan du kontakte os her. 

post author

Om Camilla Løth

Camilla er uddannet fra CBS (Cand.merc.jur). Hun har flere års erfaring fra rådgiverbranchen, hvor hun har rådgivet virksomheder inden for moms med særligt fokus på international handel og fast ejendom. Camilla sidder i dag som Manager i Azets' advisory afdeling.