Den nye ferielov er på vej – Har du helt styr på ændringerne?

21.05.2019

af Lisbeth Lindorff Riis

Den 1. september 2020 træder den nye ferielov i kraft. Overgangsperioden mellem ny og gammel ferielov vil dog indtræde i begyndelsen af 2019, og derfor skal man som virksomhed forberede sig på ændringerne allerede nu. Jeg modtager allerede henvendelser fra virksomheder, som ønsker rådgivning om den nye ferielov og om, hvordan det påvirker processerne i deres virksomhed. I dette blogindlæg har jeg samlet de foreløbigt vigtigste informationer om den nye ferielov og forsøgt at skabe et overskueligt overblik.

Guide om ferieloven - Få det hele med

Hent vores brochure om ferieloven. Den indeholder en god og brugervenlig beskrivelse af reglerne i den nye ferielov.

 Hvorfor skal vi have en ny ferielov?

I 2014 vurderede EU-Kommissionen, at de danske ferieregler var i strid med EU's arbejdsmarkedsdirektiv. Direktivet fastslår, at lønmodtagere har ret til fire ugers betalt ferie om året. I henhold til den gældende danske ferielov har man ikke ret til fire ugers ferie. I august 2017 afleverede et udvalg sine anbefalinger til regeringen, og den nye ferielov tager direkte udgangspunkt i disse anbefalinger.

 Hvad er det egentlig, som ændrer sig?

I forhold til vores eksisterende ferielov, som har været gældende i ca. 80 år, er der rigtig meget som ændrer sig i den nye ferielov. Fra en helt overordnet betragtning, så kan ændringerne samles i følgende punkter:

1. Alle får ret til betalt ferie - også det første år

Med den nuværende lov, skal man have været i arbejde i et år for at få betalt ferie. Det rammer især nyuddannede, langtidsledige og langtidssyge. Reelt betyder det, man kan gå op til 16 måneder, fra ferien optjenes, til ferien kan afholdes.  Alle får ret til betalt ferie også det første år. Der vil fortsat være to former for feriebetaling, nemlig ferie med løn og ferietillæg eller ferie med ferie-godtgørelse

2. Nyt ferieår

Med den nye ferielov optjenes ferie fra 1. september til 31. august (12 måneder), mens ferien afholdes fra 1. september til 31. december (16 måneder). Årsagen til, at afviklingsperioden er fire måneder længere end optjeningsperioden er for at skabe større fleksibilitet i forhold til, hvornår man ønsker at afholde sin ferie.

3. Samtidighedsferie

Dette nye begreb betyder, at man optjener og afvikler sin ferie på samme tid over en periode på 12 måneder. Lønmodtageren kan altså afholde sin ferie allerede måneden efter, den er optjent. Hver måned vil man optjene 2,08 feriedage, og de kan bruges, præcis når man har lyst. Det betyder samtidig, at den forskydning, vi kender i dag fjernes (ferie optjenes i kalenderåret, men kan først afholdes fra 1. maj året efter). Og da lønmodtageren har dog mulighed for at afholde ferien i yderligere 4 måneder, så der er 16 måneder til at afholde ferien i (ferieafholdelsesperioden).

 Overgangsordning

Med henblik på at sikre en så god overgang til den nye ferielov som muligt, har man valgt at indføre en overgangsordning. Fra september 2020 vil lønmodtageren, oveni denne ”gamle” optjente ferie, begynde at optjene ny ferie, som kan afholdes løbende. Det betyder, at en lønmodtager vil have op til ti ugers betalt ferie i det første år med samtidighedsferie, da der er optjent ferie efter både ny og gammel ferieordning. Både samfundsøkonomien og arbejdsgivernes likviditet ville blive voldsomt udfordret, hvis lønmodtagerne skulle have mulighed for at afholde eller få udbetalt så stor en mængde ferie på ét år. Derfor er det besluttet at indføre en overgangsordning, som skal sikre, at medarbejderne (fortsat kun) kan holde op til fem ugers betalt ferie i overgangsåret, men samtidig bevarer retten til den ferie, som er optjent. Overgangsordningen træder i kraft den 1. januar 2019.

Overgangsordningen indebærer følgende:

  • Ferie, som er optjent fra den 1. januar 2019 til den 31. august 2019 (16,7 betalte feriedage) kan afholdes fra den 1. maj 2020 til den 30. september 2020.
  • Ferie, som er optjent fra den 1. september 2019 til den 31. august 2020 (25 feriedage) indefryses i en ny fond under Lønmodtagernes Dyrtidsfond. Fonden får navnet Lønmodtagernes  Feriemidler og får til opgave at administrere lønmodtagernes indefrosne ferie.
    • Den indefrosne ferie kan ikke afholdes eller udbetales, før lønmodtageren forlader arbejdsmarkedet. Det svarer til, at I som arbejdsgiver i henhold til den nuværende ordning udbetaler det sidste års optjente ferie, når en medarbejder går på pension.
  • Overgangsordningen sikrer, at lønmodtageren kan afholde op til fem ugers betalt ferie i overgangsåret samtidig med, at arbejdsgiverne undgår at udbetale op til ti ugers ferie på et år.

 Ny ferielov betyder nye udfordringer for jer

Den nye ferielov kommer til at kræve stor omstilling, og jeg vil absolut anbefale, at I begynder at tænke på den allerede nu. Med ny lovgivning følger altid nye administrative opgaver, og den nye ferielov er ingen undtagelse. Nye opgaver og processer skal tænkes ind. Herunder nævner jeg nogle af de mere væsentlige.  

  • I skal have opdateret ansættelseskontrakter og personalepolitikker, så de er i overensstemmelse med den nye ferielov.
  • Når ferie optjenes og afholdes løbende, bliver I nødt til på månedlig basis at lave et ferieregnskab for hver enkelt medarbejder. Hvor meget er optjent, afholdt mv.
  • Jeres løn- og HR-systemer skal tilpasses, så I hele tiden har mulighed for at holde styr på medarbejderens feriedage.
  • Hvis medarbejderne har ret til feriefridage, skal virksomheden have taget stilling til, hvordan de skal håndteres i forbindelse med overgangen til den nye ferielov og ved selve implementeringen af den nye ferielov.

Følgende opgaver gælder hvis man I som virksomhed vælger at beholde de indefrosne feriemidler i virksomheden til medarbejderen går på pension:  

  • Fonden foretager en årlig opgørelse, som virksomheden skal finde på Virk.dk . Dette kan bruges til information ifm årsregnskab eller til virksomhedens egne afstemninger
  • Fonden vil årligt give jer besked om, hvad feriepengeforpligtelsen skal indekseres med.
  • Når en af jeres medarbejdere forlader arbejdsmarkedet, vil I modtage en henvendelse fra fonden. Denne vil kræve, at I afregner medarbejders indefrosne og indekserede feriepenge, hvorefter fonden afregner til medarbejderen og SKAT.

 Pas på likviditeten

Ønsker I at slippe for de administrative opgaver, der er forbundet med de indefrosne feriepenge, kan I vælge at indbetale feriepengeforpligtelsen til den nye fond. Hermed slipper I for indberetning, indeksering og ekstra lønkørsel, når medarbejderen går på pension. Inden I tager den beslutning, bør I dog foretage en grundig vurdering af jeres likviditet. Det må forventes at have en stor effekt på likviditeten med en sådan udbetaling, og ikke alle virksomheder har frie midler nok til, at det vil være en fornuftig beslutning.

Brug for hjælp?

Har du som arbejdsgiver brug for rådgivning i relation til ferielovgivning eller andre medarbejder-/HR-relaterede forhold, så er du velkommen til at kontakte mig på lisbeth.riis@azets.com

Læs mere om, hvordan Azets kan hjælpe

Deltag i webinar om den nye ferielov

Læs også

Hvad er forskellen på den nye og gamle ferielov?

Ny ferielov – spørgsmål og svar

Ferielov - 4 opgaver for dig som arbejdsgiver  

post author

Om Lisbeth Lindorff Riis

Lisbeth Lindorff Riis er uddannet Cand.merc.jur fra Handelshøjskolen i Århus og senere Cand.jur fra Københavns Universitet. Lisbeth har 21 års erfaring med juridisk rådgivning inden for HR, herunder persondataretlige problemstillinger - GDPR, ansættelsesret og barsel. I Azets er Lisbeth Head of HR Legal.