Har din virksomhed styr på momsreglerne ved handel med andre EU-lande?

Økonomi | 09.12.2024

af Camilla Løth

Skattestyrelsen sendt en vigtig påmindelse til ca. 2.800 virksomheder i Danmark om mulige fejl i deres momsindberetninger. Ifølge en analyse kan virksomhederne have undladt at angive moms for op mod 500 millioner kroner i forbindelse med køb fra andre EU-lande. Det understreger vigtigheden af at have styr på momsreglerne og sikre korrekt indberetning. 

Skattestyrelsen har foretaget en sammenligning mellem oplysninger fra VIES-systemet og momsindberetninger i Danmark. VIES-systemet (VAT Information Exchange System) er et fælles europæisk system til udveksling af momsoplysninger mellem EU-landene. Denne gennemgang viser, at mange virksomheder ikke har fået angivet korrekt moms ved køb af varer eller ydelser fra EU-lande. Som følge heraf har de modtaget en påmindelse i e-Boks med oplysninger om de udenlandske indkøb og eventuelle afvigelser. 

Skattestyrelsens kampagne har til formål at sikre, at virksomheder får korrekt indberettet deres køb fra andre EU-lande, og at oplysningerne i VIES-systemet stemmer overens med virksomhedens momsangivelser.

 

Hvordan kan man sikre korrekt momsindberetning? 

For danske virksomheder, der handler med andre EU-lande, er korrekt momsindberetning afgørende. 

Som udgangspunkt er salg af varer og ydelser til andre EU-lande fritaget for moms, men det kræver bl.a., at varerne fysisk forlader Danmark, og at sælgeren kan dokumentere dette. Herudover er det en betingelse, at køber er momsregistreret i et andet EU-land, og købers momsnummer fremgår af fakturaen. 

For at opnå mulighed for at sælge momsfrit skal man som virksomhed altså overholde en række betingelser (som alle skal være opfyldt), herunder verificere købers momsnummer og samtidig korrekt og rettidigt indberette EU-salgene både på momsangivelsen og gennem VIES-systemet. 

For køb fra en virksomhed i et andet EU-land er det købers ansvar at angive og betale moms i Danmark. Dette sker gennem rubrik A på momsangivelsen, hvor købet skal indberettes i Rubrik A for enten varer eller ydelser. 

Her er det vigtigt, at virksomhedens interne processer sikrer, at alle EU-transaktioner er angivet korrekt, både i momsangivelsen og også korrekt indberettet til EU-salgslisten (VIES-systemet). 

Man skal som virksomhed være opmærksom på, at fejl eller uoverensstemmelser i oplysningerne kan føre til henvendelser fra Skattestyrelsen. Derfor er det vigtigt at reagere hurtigt på sådanne forespørgsler, rette eventuelle fejl og dokumentere korrektheden af alle indberetninger. 

Det er ikke ualmindeligt, at der opstår forskelle mellem de oplysninger, der fremgår af virksomhedens bogføring, og de oplysninger, der findes i VIES-systemet. Dette kan ske, hvis sælgeren ikke har indberettet korrekt i VIES-systemet, eller hvis der er forskelle i tidsperioder mellem bogføringen og indberetningen. 

Derfor opfordrer Skattestyrelsen virksomheder til at reagere hurtigt på eventuelle henvendelser om afvigelser. En hurtig reaktion, hvor fejl rettes, eller misforståelser forklares, kan forhindre, at sagen udvikler sig til en kontrolsag. 

Skattestyrelsens kampagne er en påmindelse om, at fejl i momsangivelser ikke blot kan resultere i efterreguleringer, men også kan føre til unødvendige kontrolsager. Samtidig er det en mulighed for virksomhederne til at sikre, at deres interne processer lever op til kravene, og at der indberettes korrekt, både i momsangivelsen og via VIES-systemet.

 

Brug for hjælp? 

Korrekt håndtering af EU-handel kræver fokus på dokumentation og procedurer. Hvis du er i tvivl om, hvorvidt din virksomhed håndterer EU-handel korrekt, eller hvis du har brug for rådgivning, er du altid velkommen til at kontakte os.

Kontakt os her

post author

Om Camilla Løth

Camilla er uddannet fra CBS (Cand.merc.jur). Hun har flere års erfaring fra rådgiverbranchen, hvor hun har rådgivet virksomheder inden for moms med særligt fokus på international handel og fast ejendom. Camilla sidder i dag som Lead VAT and Excise Duty i Azets' Advisory-afdeling.