Den 1. september 2020 træder Danmarks nye ferielov i kraft. Både på Azets’ blog og talrige andre steder på internettet kan du finde et hav af vejledninger og detaljerede informationer om den nye lov, som forsøger at tydeliggøre, hvad du skal være særligt opmærksom på som hhv. lønmodtager og arbejdsgiver. Det er dog nemt at fare vild i de mange velmenende blogindlæg, guides og informationssider, hvis det du har brug for er et lynhurtigt overblik med svar på de vigtigste spørgsmål.
Derfor er dette blogindlæg til dig, som ikke har tid til at læse de lange guides og informationsartikler, men blot skal bruge et overblik over de mest væsentlige oplysninger om den nye ferielov.
Hvorfor skal vi have en ny ferielov?
Det skal vi kort fortalt, fordi EU-Kommissionen i 2014 vurderede, at de danske ferieregler var i strid med EU's arbejdsmarkedsdirektiv.
Hvad er de største ændringer?
Alle får ret til betalt ferie - med det samme
Med vores nuværende ferielov skal man have været i arbejde i et år for at få betalt ferie. Kommer du fra en periode som studerende, langtidsledig eller –syg, vil du især blive ramt af disse regler, da der kan gå helt op til 16 måneder fra, du begynder at optjene ferie til, at ferien kan afholdes.
Med den nye ferielov har du ret til betalt ferie med det samme, uanset om du er nyuddannet, har været langtidsledig osv.
Samtidighedsferie og længere ferieafholdelsesperiode
Vi har de sidste 80 år været vant til, at den ferie, vi optjente fra 1. januar – 31. december kunne afholdes fra 1. maj – 31. april året efter.
Men nu kan du afholde din optjente ferie allerede måneden efter, du har optjent den. Hver måned optjener du 2,08 feriedage, og er de f.eks. optjent i januar, kan du afholde dem allerede i februar.
Deraf ordet ”samtidighedsferie” som betyder, at du har mulighed for at holde din ferie (næsten) samtidig med, at du optjener den. Al ferie skal naturligvis fortsat godkendes af arbejdsgiver – det ændrer den nye ferielov ikke på.
Ferieår og ferieafholdelse
Med den nye ferielov strækker ferieåret sig fra 1. september – 31. august. Men perioden for ferieafholdelsen har fået fire måneder ekstra og er dermed på 16 måneder i alt. Det betyder, at den ferie, du optjener fra 1. september 2020 – 31. august 2021 kan afholdes frem til og med den 31. december 2021. Det er dog igen betinget af, at arbejdsgiver godkender den ønskede ferie. Hvis arbejdsgiver varsler ferie til afvikling i f.eks. sommerperioden, er det ikke sikkert, at perioden for ferieafholdelse når op på de fulde 16 måneder.
Indefrysning af feriepenge
Som en del af overgangen til den nye ferielov er det blevet besluttet, at de feriepenge, som optjenes i perioden 1. september 2019 – 31. august 2020 bliver indefrosset i fonden Lønmodtagernes Feriemidler. Midlerne vil blive udbetalt, når du forlader arbejdsmarkedet.
Baggrunden for denne løsning er, at der er et overlap mellem den nuværende og nye ferielov, som betyder, at vi i den periode, hvor vi under normale omstændigheder skulle afholde den indefrosne ferie, samtidig optjener ferie efter den nye ferielov – som jo ligeledes kan afholdes i denne periode. Konsekvensen af dette overlap er altså, at lønmodtagerne – uden indefrysningen – ville skulle have udbetalt dobbelt så mange feriepenge, eller afholde op til 10 ugers ferie i løbet af ét år. Og det ville ganske enkelt blive for stor en byrde for både samfundsøkonomien og arbejdsgivers likviditet.
MEN du mister ikke retten til dine indefrosne feriepenge, og de bliver heller ikke mindre værd. De indefrosne feriepenge vil blive indekseret i henhold til den årlige faktiske lønudvikling jf. DA’s strukturstatistik.
Hvad med sommerferien 2020?
Lige nu og frem til og med den 31. august 2020 befinder vi os i det såkaldte miniferieår, som startede den 1. maj. I denne periode har du mulighed for at afholde den ferie, som du optjente fra den 1. januar – 31. august 2019, svarende til 16,64 feriedage. Plejer du at holde 14 dage eller tre uger henover sommeren, er det altså ikke noget problem. Ønsker du dog at holde fire ugers sommerferie, vil du mangle nogle dage. Her kan du evt. bruge restferie fra sidste ferieår (som sluttede 30. april 2020), eller bruge nogle feriefridage, hvis det er muligt.
Hvad med efterårsferie 2020?
Ønsker du at holde en uges efterårsferie til oktober 2020, så mangler du feriedage. For nu er vi fremme ved den nye ferielov og dermed samtidighedsferie. Du har kun optjent 2,08 dage i september og er altså 2,92 feriedage i underskud. Du skal altså have en aftale med arbejdsgiver om, at du enten får de manglende dage på forskud, eller får dem overført fra det sidste ferieår, som sluttede 30. april 2020. Alternativt kan du spæde til med nogle feriefridage, hvis det er en mulighed.
Hvad med feriefridagene?
Reglerne for feriefridage følger ikke ferieloven, hverken den nuværende eller den nye ferielov. Reglerne for feriefridage reguleres derimod af overenskomst, lokalaftale, personalepolitik eller ansættelseskontrakt.
I forbindelse med den nye ferielov vælger mange arbejdsgivere at tilpasse udbetalingstidspunktet for feriefridage, så det følger det nye ferieår med tildeling den 1. september. Det betyder, at arbejdsgiver skal tage stilling til optjening og afvikling af feriefridage i miniferieåret, maj – august 2020.
Vigtigt, hvis du er arbejdsgiver
Ny lovgivning medfører altid nye opgaver og arbejdsgange, og den nye ferielov er bestemt ingen undtagelse. Som arbejdsgiver skal du bl.a.:
- Opdatere ansættelseskontrakter og personalepolitikker
- Lave et ferieregnskab for hver enkelt medarbejder på månedlig basis
- Tilpasse løn- og HR-systemer, så der er styr på medarbejdernes feriedage
- Rapportere til nyoprettet fond, hvor mange feriepenge medarbejderne har indefrosset
- Afregne indefrosne feriepenge, når en medarbejder forlader arbejdsmarkedet
Læs også Ferielov – 4 opgaver for dig som arbejdsgiver
FAQ - Ofte stillede spørgsmål
Hvornår starter det nye ferieår?
Kan man overføre ferie med den nye ferielov?
Hvad sker der med ubrugte feriedage?
Hvor lang tid har arbejdsgiver til at udbetale feriepenge?
Brug for hjælp?
Har du som arbejdsgiver brug for rådgivning i relation til den nye ferielov, så er du velkommen til at kontakte os. Vi kan f.eks. assistere med at opdatere jeres ansættelseskontrakter og personalepolitik. Vi kan også tilbyde undervisning i den nye ferielov – enten fysisk eller virtuelt, eller sende de fornødne præsentationer og materialer, så jeres medarbejdere bliver godt klædt på. Vi tilbyder informationsmateriale på både dansk og engelsk.
Læs mere om, hvordan Azets kan hjælpe ifm. med den nye ferielov