COVID-19 | Forårets hjælpepakker genindføres i hele landet

Økonomi | 18.12.2020

af Azets

Regeringen og flere partier er netop blevet enige om en aftale med det formål at genindføre hjælpepakkerne fra foråret, målrettet danske virksomheder. Nu er næste skridt EU-godkendelse i relation til statsstøttereglerne.

I dette blogindlæg vil vi kort beskrive genindførslen af hver enkelt hjælpepakke, som blev introduceret i foråret. Vi vil også beskrive en ny hjælpepakke, der er undervejs til små- og mellemstore virksomheder (SMV’er).

Vi bemærker, at kompensationspakkerne endnu ikke er åbnet til dækning af de restriktioner, der blev offentliggjort på pressemødet onsdag den 16. december 2020. Vi overvåger situationen nøje og offentliggør nyt efterhånden, som der åbnes op for hjælpepakkerne.

Kompensation for faste omkostninger

Aftalepartierne blev enige om at forlænge hjælpepakken og de tilhørende hjælpepakker på kulturområdet til 28. februar 2021.

Lønkompensation

Hjælpepakken for lønkompensation har været genindført regionalt i forhold til nedlukningen i Nordjylland, men blev 9. december udvidet til at gælde for hele landet. Hjælpepakken træder i kraft i perioden 9. december 2020 til 3. januar 2021.

På nuværende tidspunkt er hjælpepakken åben for de virksomheder beliggende i kommuner, der tidligere blev påbudt nedlukning. Deres søgeperiode løber fra 6. november 2020 – 31. december 2020 med ansøgningsfrist 24. januar 2021.

Den generelle hjælpepakke, som blev introduceret 9. december gældende for hele landet, er endnu ikke åben for ansøgninger. Dog forventer vi, at denne åbning også vil inkludere de restriktioner, der blev offentliggjort på pressemødet 16. december 2020.

Kompensation for selvstændige

Aftalepartierne blev enige om at forenkle ansøgningsprocessen og lette dokumentationskravene, og derfor er denne hjælpepakke midlertidigt lukket. Når den åbner op, forventes den at dække selvstændige, der er omfattet af regionale og/eller landsdækkende restriktioner.

Ny A-skattelåneordning

Aftalepartierne er blevet enige om en ny hjælpepakke til SMV’er med inspiration fra momslåneordningen.

Låneordningen indebærer et rentefrit lån med beløb svarende til den A-skat og det AM-bidrag, som disse virksomheder skal afregne den 18. og den 29. januar 2021, i forhold til ordinær eller udskudt indbetaling. Der er krav om tilbagebetaling af lånet senest 1. november 2021.

Hjælpepakken skal en tur forbi EU i forhold til at opnå godkendelse og efterfølgende vedtages ved lov i Danmark. Det forventes, at ordningen er klar til udbetaling i februar 2021.

Har du brug for assistance?

I Azets kan vi rådgive dig og assistere med alle de ovenstående punkter. Vi kan hjælpe dig med at skabe overblik over din virksomheds økonomi og likviditet og med at forstå de forskellige aktuelle tiltag og støtteordninger. 

Ring til os på 70 232 232, hvis du har brug for vores hjælp og rådgivning.

post author

Om Azets

Azets er en international koncern, der tilbyder assistance inden for økonomi, løn, rådgivning og forretningstjenester. Med over 6.500 medarbejdere på tværs af vores kontorer, assisterer vi virksomheder og organisationer i alle brancher og størrelser med at udvikle deres virksomhed og realisere det forretningsmæssige potentiale.